Trykk “Enter” for å komme videre

Vores indre fremmede

I går tog jeg ordet i en forsamling, der var alt andet end begejstret. Vi holdt møde i Foreningen af Hemmelige Beundrere af Sproget. Det er en ganske esoterisk forening, der kun under sig selv et møde, når der er alvorlig fare på færde i den grammatikalske, hermeneutiske eller semiotiske sfære.

Årsagen til mødet var denne gang en sjasket omgang julekalender, hvis skabere vi kun kunne ryste på hovedet af. Her var for føste gang muligheden for at sætte ord og billeder på noget, som offentligheden er temmelig berøringsangste overfor: Vores indre fremmede. Det kunne have været fantastisk at høre al vores angst, smålighed, fordomsfuldhed og vores misforståelser formuleret af dukker i en hoppende dans henover sort baggrund. Det kunne have været virkelig skægt at få en sproglussing, at blive lidt udfordret på, hvad der er dansk og hvad der ikke er. I stedet fik vi en håndfuld eder lagt i munden på et par virkelig ligegyldige, hvis ikke utiltalende, hovedpersoner, der nok alligevel skal ende med at blive rollemodeller for de halvstore børn, der ser med. Det er unødvendigt og spild af god sendetid.