Trykk “Enter” for å komme videre

Organiseret hykleri

Jeg er for nylig blevet gjort opmærksom på Nils Brunssons overvejelser om organiseret hykleri. At dette er sket midt under den standende valgkamp kan næsten få en til at tro på at der er mere mellem himmel og jord.

Den klassiske definition på hykleri er, at man sige et og gør noget andet. Udgangspunktet er således en normalitetsantagelse om, at der er en sammenhæng mellem hvad man siger og hvad man derefter gør. Om det nogen sinde har været normalt er et åbent spørgsmål. Virkeligheden i dag er i hvert fald væsentlig mere kompliceret I dag har man tre led: ’snak’, beslutning og aktivitet.

På individniveau kan ’snak’ være bekendelse til kernefamilien som den bedste indstitution. Beslutningen kan være ja’et i kirken til evig troskab. Aktivitetsniveauet er så den faktiske adfærd, dvs, adminsistration af løftet om evig troskab og ’til døden jer skiller’.
I virksomheder er ’snak’ talen om vision og mission. Mere eller mindre luftige overvejelser om hvad der er det rigtige og det forkerte. Det er som regel det mindst forpligtende led. Beslutninger tages af bestyrelse og direktion. Det kan være valg af strategi eller mere konkrete beslutninger om hvad man vil gøre. Aktivitet er så virksomhedens konkrete gennemførte handlinger.

På det politiske plan kan man måske sige at ’snakken’ er partiers politiske programmer og den igangværende valgkamp med dens ’spinneri’. Beslutninger kan være folketingets lovgivning, mens aktiviteten er den offentlige sektors faktiske administion.

På alle tre niveauer er ideologien vel, at der bør være en sammenhæng. Man bør praktisere, det man har besluttet og ens beslutninger må ikke være strid med hvad man står for. Dette er imidlertid hyppigt ikke tilfældet. Det er her det organiserede hykleri viser sig og det kan der være gode grunde til.

På det individuelle plan kan der være forskel mellem det politisk korrekte og ens konkrete tilbøjeligheder.

På virksomhedsniveau er der så mange forskellige interesser at tilgodese, at det kan være fristende at sprede hensynene på de tre niveauer. Virksomheden står over krav om at tilgodse adskillige forskellige bundlinier – den økonomiske, den etiske, den miljømæssige – der kan repræsentere modstridende krav. Virksomheden skal tilfredsstille aktionærer, kunder, offentligheden mm. Det er umuligt at undgå at træde nogen over tæerne. Så er det fristende at gå ud med en vision, der tilfredsstiller nogen, træffe nogle beslutninger, der glæder nogle andre og endelige have en praksis, der tilfredsstiller resten.

Der er vel to forudsætninger, for at man kan slippe afsted med dette. For det første, at tilstrækkelig mange tror på at der er en sammenhæng mellem hvad der siges og hvad der gøres. For det andet at ingen har det store overblik. Visionen er til de mange, som ikke oplever den realiserede praksis.

På det politiske plan gør det samme sig gældende. I kampen om markedsandele på vælgerområdet er der forskellige taktiske overvejelser i udformning af program og gennemførelse af valgkamp. Her gælder det gamle mundheld om at egen lykke er god, andres ulykke er heller ikke at foragte. Man tilrettelægger således ’snakken’ på en sådan måde, at det reflekterer positivt på en selv og negativt på de andre. Det negative intensivere gerne i den sidste uge af valgkampen. Tidligere var partiene vist nok mere hæmmet af deres ideologi, der satte grænser for hvor fleksible man kunne være i tilrettelæggelsen af ’snakkeniveauet’. Nutidens partier – i hvert fald dem på midten – synes at være væsentligt mere omstillingsparate i jagten på markedsandele. Partiene er jo ikke ddummere end så mange andre, så når de er mere fleksible i dag, skyldes det nok, at de ved, at vælgerne heller ikke tager det så tungt. Vælgerne er gået fra at være standsrepræsentanter til individer, der mindst hvert fjerde år tager stilling til hvem de vil udlicitere deres beslutninger til. Snakkeniveauet er gerne så generelt, at man står rimelig frit i hvad man så beslutter. Den (endnu) siddende regering har med sin kontraktpolitik – at man skal holde det man lover – ønsket at signalere en anden kurs. Det har dog ikke udelukket, at man har holdt noget, man ikke havde lovet. Kommunalreformen f.eks. Endelig kan der jo være god afstand mellem politiske beslutninger og den faktiske adfærd. Bliver det opdaget og er det for grelt, må der skrides ind, jvf. tamilsagen. Hyppigt kan man imidlertid sikre manglende overensstemmelse mellem beslutninger og adfærd i form af dispensation ol.

Det er jo meget forståeligt at hykleriet måske er større i det poltiske end i det virksomhedsmæssige. På det politiske plan skal man tilfredstille alle interesser i samfundet, hvor en virksomhed betjener et mere snævert felt. De senere år har regeringen haft et fast flertal at læne sig opad. Det har formentlig begrænset hykleriet. Kan man tromle tingene igennem er der jo ikke den samme grund til hykleri. Det organiserede hykleri kommer især, når man ikke kan tromle og kompromiser og studehandler heller ikke rigtig vil lykkes. Hvis det kommende valg resulterer i en regering uden et fast flertal hedder prognosen således stigende hykleri.
Som nævnt er det en forudsætnig for et organiseret hykleris succes, at der er tilstrækkelig mange, der tror på vigtigheden af ’snakkeniveauet’. En ægte realist ved jo godt, at snak og beslutninger er sekundære i forhold til den konkrete adfærd. Det er måske den vigtigste årsag til at politikere er politikere. I hvert fald tidligere kunne nogle af dem være besjælet af en ideologisk gejst. I dag gælder det nok mere om at komme til fadet og præge den konkrete administration. Det må være det, der driver værket. Det fleste kunne formentlig tjene mere ved alternativ virksomhed.