Trykk “Enter” for å komme videre

Innovation er en relation!

“Så starter de igen det gamle moderskib op, der inde på Instituttet for Fremtidsforskning”, tænker du sikkert når du får øje på overskriften?

Personligt kan jeg slet ikke få nok af at udforske brugen og misbrugen af ordene Innovation og kreativitet. Faktisk mener jeg de er blevet den største salgsvare og største salgssucces i Danmark i de sidste to år. Der er store penge at hente, hvis man kan finde ud af at putte et af begreberne ind i sin forretningsplan. Brugerdreven innovation er ved at blive et almindeligt begreb. Design-antropologer er ikke længere SÅ eksotiske, som de var for bare et år siden. Sjovt nok er Anna Kirah fra Microsoft afdeling for brugerdreven innovation et eksempel på en som har slået igennem i medierne. Eller i hvert fald i bloggossfæren. Anna Kirah er vigtig! Det vi jeg gerne slå fast. Grunden til, at jeg synes det er sjovt, at Anna Kirah kommer fra Microsoft er, at jeg næsten ikke kan komme i tanker om et firma, der laver programmer som i dén grad får mig til at føle mig dum. Mit bedste eksempel er fra en intensiv tur med Word en morgen kl 4 – opgaven skulle afleveres klokken 12 og tiden var knap. Litteraturlisten skulle lige laves; en masse bøger på engelsk havde jeg brugt! En masse bøger på engelsk indeholdende det uskyldige ord “of”, havde jeg brugt. Hvad gør Word? Laver naturligvis alle tilfælde med “of” om til det mere danskklingende “øf”. ja – jeg griner af det i dag. Og har pløjet mig igennem den arrogante brugermanual og fundet ud af hvordan man kan slå sprogindstillinger, samt autokorrektur fra. Hvad er min pointe med den her historie, spørger du. Jo altså – hvis kreativitet kunne måles og vejes (det kan det ikke!), så står Microsofts programmer for at have drænet den absolut største mængde kreative energi, fordi Word har indlagt obskure funktioner, der træder i kraft når man mindst har brug for det. Jeg gør helst arbejdet selv, tak. Derfor er der brug for sådan nogle som Anna Kirah, der kan forstå, at min relation til computeren nærmest bliver menneskelig og at jeg sommetider har Word mistænkt for at ligge og gnække af mig og mine frustrationer. Vidste du, at en undersøgelse for nogle år siden viste, at en tredjedel af alle computerejere har slået deres computer mindst én gang? Eksemplet viser, at vi har et nærmest emotionelt forhold til den teknologi, vi omgiver os med. Tit tror jeg endda vi besjæler vores teknologiske hjælpe midler. Har du aldrig sagt “kom nu!” til din skruetrækker, eller din usb-nøgle?

Vi har brug for sådan nogle som Anna Kirah. En ting er, at det er brandsmart, at tage brugeren med på råd, når de næste udvidelser skal laves til et eksisterende produkt. Det er det brugerdreven innovation kan. Det næste er at opnå en grundlæggende forståelse af vores menneskelige relation til teknologien.

Innovation er en relation og indlægget her kunne have handlet om hvordan innovation og ideudvikling foregår i grupper. Det vil jeg skrive om i mit næste indlæg. Men innovation er også en relation mellem produktet og udvikler og bruger.