Trykk “Enter” for å komme videre

Frivillig betaling

I efteråret prøvede Radiohead at forære deres nyeste plade In Rainbows væk. Det lykkedes ikke. Selvom dem, der downloadede pladen, kunne vælge at få den helt gratis, valgte rigtig mange frivilligt at betale for den. Så mange at de tjente anslået omkring 25 millioner kr. på det, alene den første uge. Vel og mærke 25 millioner lige ned i foret, uden om griske mellemmænd som pladeselskaber og musikforretninger. At det kunne lade sig gøre, siger en masse om økonomi og relationer.
Ifølge økonomisk teori er forbrugere rationelle individer, der altid vælger et produkt til den lavest mulige pris, medmindre der opnås andre fordele (kortere leveringstid, mindre besvær) ved at betale mere. Så ifølge økonomisk teori skulle Radiohead ikke have tjent en klejne på deres eksperiment. Hvad gik galt?

I dag er folk vant til ikke at behøve at betale for musik. Det er som regel nemt at finde musik gratis på nettet (mere eller mindre lovligt), og de fleste mennesker har lavet eller modtaget piratkopier af CD’er og DVD’er. Hvad får dem så til at betale for musik, når de helt legalt og lige så nemt kan få det gratis?

Det handler om relationer

I tilfældet Radiohead var forbrugerne i direkte forbindelse med producenten (bandet). Hvis man valgte ikke at betale for In Rainbows, var det kun Radiohead det gik ud over – ikke en masse ‘griske’ mellemmænd. Det er sværere at snyde nogle man står ansigt til ansigt med – virtuelt eller fysisk – end nogle der er anonymiseret af distance og mellemled.

Lige så vigtigt er det at Radiohead valgte at vise tillid til kunderne ved at give dem deres produkt uden at forlange noget til gengæld. Den tillid valgte kunderne at belønne ved at give noget til gengæld uden tvang. Sammenlign dette med den mistro, pladeselskaber og andre tradionelle medieformidlerne viser deres kunder. Kopibeskyttelse, lobbyisme for strammere copyright-lovgivning, Antipiratgrupper, osv. Selskaberne behandler forbrugerne som forbrydere – og så er det vel meget forståeligt at forbrugerne faktisk vælger at være forbrydere engang imellem. Tillid avler tillid, mistro avler trods – det er vel ikke så besværligt at forstå?

Radiohead er langt fra ene om at profitere på at forære deres produkt væk. Man behøver ikke engang være særlig kendt for at gøre det (selvom det givetvis hjælper). Meget gratis software (for eksempel Spybot Search & Destroy) og underholdning (som tegneserien Girl Genius) er finansieret af frivillige bidrag – bemærk doneringsknapperne på hjemmesiderne.

Forretningsmodellen er en omvending af økonomisk vanetænkning: Man forlanger ikke penge af kunderne, men håber at de er gavmilde, og man viser tillid til kunderne i stedet for mistro. Det lyder naivt, men det virker tilsyneladende. I Radioheads tilfælde endda bedre end den traditionelle model – bandet har tjent mere på at prøve at forære In Rainbows væk end de har på at prøve at sælge samtlige deres andre albums. Det burde give stof til eftertanke.