Trykk “Enter” for å komme videre

En kultur til forskel?

Kulturkampen buldrer som aldrig før i Danmark. Der er ikke en ende for de kulturer, som vi vil ikke vil finde os i. Og der er ikke grænser for alt det, som skyldes ’de andres’ kultur. Det er blevet en skinbarlig sandhed i Danmark, at indvandrernes kultur skaber kriminelle unge, undertrykte kvinder og aggressive mænd med onde hensigter og store skæg.

Så er det jo naturligt, at nultolerancen for alvor har vundet frem som et plusord. Nultolerance er øjensynligt noget helt andet end intolerance. For intolerance lugter grimt af fordomme og snæversyn, begge dele uforeneligt med den fredsommelige og hyggelige danske selvopfattelse. De nultolerante er ikke intolerante men handlekraftige mennesker, som tør at sætte foden ned og gøre op med konsekvensløsheden. Ellers løber de ’fejlkulturelle’ og deres middelalderlige vaner de danske værdier over ende.

Der er ikke meget diskussion om, hvordan de to former for manglende tolerance nu engang adskiller sig fra hinanden. Og det er hellere ikke til diskussion, hvorvidt kultur nu også er det rådne æble, som fordærver det danske paradis. Kulturen er nu engang blevet syndebuk for alt det, som truer og skader Danmark, radikaliserer unge og bremser integration. Og nultolerancen er blevet det redskab, som både kan redde den danske kultur fra ekstern fordærvelse, og gennemtvinge integration.

Tendensen er, at i takt med at kultur gøres til gidsel i et politisk værdidrama, sker der en absolut etnificering og kulturficering af individet. ”Muslimske mænd er voldelige, fordi Islam er en voldelig og undertrykkende religion!” – men så er vi for så vidt tavse om, hvorfor danske mænd så er voldelige. ”Islam gør unge muslimer til radikale Hizb-Ut-Tahrir groupies!” – uden at vi så kan forklare, hvorfor unge danskere bliver nazister? Mens alt søges forklaret ud fra kultur, når det gælder muslimer, tyer man til et arsenal af nuancerede forklaringer fra samfundets ansvar til omsorgssvigt, når samme tendenser blandt ikke-muslimer skal forklares.

Men muslimer rummer også mere end etnicitet og kultur! Faktorer som køn, alder, uddannelse, arbejde, familie og meget mere er også med til at definere identiteten. Muslimer er altså ikke ’etnere’ i enhver tænkelig situation. Muslimer former ikke en massiv, kampklar og kulturorienteret fælles front men er helt almindelige enkeltindivider, som ønsker sig jordnære ting. Man søger at få en plads i samfundet, mulighed for at realisere sig selv, dyrke familielivet og høre til. Og man ønsker frihed til at realisere sit liv selvstændigt. Muslimske indvandrere er lige så idealistiske og kulturfikserede som danskere, hvorfor den konstante kulturfiksering er ikke kun en fejldiagnose. Det er også med til at skabe unaturlige skillelinjer, som reelt stopper den integration, vi alle råber så kraftigt op om.

Kultur har er ikke ligegyldigt. Men kultur er kun en del af individet. Undersøgelser viser igen og igen, at fattigdom, uddannelsesniveau, netværkets form og størrelse kan forklare langt mere end kultur og etnicitet: Eksempelvis kan op til 85 procent af kriminalitet blandt unge indvandrere forklares ud fra dårlige socioøkonomiske kår. Og et SFI-projekt viser, at muslimske kvinder ringe arbejdsmarkedstilknytning også skyldes mangel på tætte netværk i form af forældre og bedsteforældre, som kan aflaste ved sygdom og andre situationer.

Det er ikke fordi kultur ikke kan blive altomfattende – men der er ikke noget givet for, at kultur vil blive altomfattende. Totalitær kulturfiksering hænger ofte sammen med dårlige socio-økonomiske vilkår og den marginalisering, som følger i kølvandet. De dårligt uddannede, de langtidsledige uden relevante kompetencer og andre eksistenser på grænsen af samfundet, de som rammes hårdest af globalisering og samfundsændringer – det er dér, kulturfiksering og radikalisering begynder.

Mennesket er en social fisk. Når vi taber på en front, søger vi at kompensere for den manglende mening og sociale prestige på en anden front. Ekskluderet fra majoritetsfællesskabet hænger vi med næb og klø fast i de fællesskaber, som kan give en følelse af tilhør og mening. Vi genopliver drømme om ’det gode gamle’ i form af gamle historie og myter. Her er det fremmede en kærkommen og konkret udtryk for angsten; radikale nationalister beskylder muslimer, islamister beskylder vesten og spiralerne går i gang. Det bliver en totalitær tilgang til livet med skarpe og konsekvente afgrænsninger – og rigelig med nultolerance. Det gælder overalt – i alle vestlige lande øges den værdimæssige polarisering i form af racisme og politisk islamisme. Overalt projekterer de socialt dårligst stillede deres angst og vrede på hinanden. Og overalt vinder den politiske elite stemmer på at bidrage til iscenesættelse af kultur som skræmmende og altforklarende.

Vi taler ikke om kultur, vi taler om værdikamp og jagt på stemmer. Og vi taler om samfundets socialt nederste lag, som er afkoblet udviklingen og fremtiden. De defekte forbrugere, som ikke kan følge med den rivende samfundsudvikling, de som er skræmte og i flok en skræmmende størrelse.

Det er tid til at aflaste den kulturelle knage med et paradigmeskift og mere nuanceret omverdenssyn. Jo tidligere vi anerkender, at polarisering, værdikamp og integration er et fælles ærinde og ikke et slagmark for de paranoide og den radikale elite, jo tidligere kan vi komme i gang med at forme vores fælles fremtid.