Trykk “Enter” for å komme videre

Being apart together

Jeg læste forleden i New Scientist om noget ny teknologi, der fik mig til at filosofere over hvad det egentlig vil sige at være sammen, sådan socialt set.

Artiklen fortalte om en videreudvikling af de nye plasmaskærme, der kan vise tredimensionelt farve-tv uden at seerne skal have særlige briller på. Denne teknologi har et par år på bagen, så det var ikke det, der fangede interessen.

Før jeg går videre, må jeg hellere forklare kort hvordan 3D-skærmene virker (bare rolig – det bliver ikke voldsomt teknisk).

Skærmene er delt ind i en lang række tynde, lodrette ’strimler’ med polariserende lag foran. I de simpleste modeller viser hveranden strimmel dele af det, man skal se med venstre øjne, mens de andre viser det, man skal se med højre øje. Hvis man sidder rigtigt, sørger de polariserende lag for at venstre øje ikke kan se de strimler, det højre øje skal se, og omvendt. Hjerne redigerer strimlerne sammen til hele billeder i tre dimensioner.

I de mere avancerede modeller er billedet fordelt mellem fx otte sæt af strimler, der kan ses fra otte forskellige vinkler. Det betyder at flere mennesker, der sidder tæt ved hinanden, hver kan se præcis to sæt strimler, et med hvert øje, og derved få et stereoskopisk billede.

Det nye system, som er ved at blive udviklet i et samarbejde mellem flere engelske universiteter, bruger den avancerede model. Sagen er, at man elektronisk kan justere polariseringen af de forskellige strimler og derved bestemme fra hvilken vinkel de kan ses. På toppen af tv-apparatet er der monteret en slags webcam, der kigger ud i stuen og ser hvor der er nogle hoveder. Et computerprogram sørger så for at sende 3D-billederne i retning af disse hoveder. Det betyder at op til fire mennesker kan se 3D-film næsten uanset hvor de står eller sidder i forhold til tv’et – og billederne følger med, hvis seerne bevæger sig.

Det interessante er, at man med den samme teknologi kan sende fire forskellige 3D-videosignaler ud til de fire forskellige mennesker. Fire mennesker kan sidde i samme stue og kigge på samme skærm og se fire forskellige film eller spille fire forskellige spil. De skal dog have hovedtelefoner på for at få forskellig lyd.

Det er altså muligt for flere mennesker at være tæt sammen, men alligevel være involverede i forskellige aktiviteter, uden nogen større fornemmelse af hvad de andre foretager sig. Det er muligvis mere socialt end at sidde i hvert sit værelse med hver sin skærm, men ikke voldsomt meget mere. Man er sammen fysisk, men ikke mentalt.

Hold det sammen med den bekymring, mange forældre og psykologer har om al den tid, især de unge tilbringer alene i deres værelser mens de deltager i forskellige virtuelle netværk på nettet. Her kan man argumentere at hvadenten der er tale om MySpace, World of Warcraft eller Second Life, så er disse unge dog sammen med andre, mentalt om ikke fysisk.

Spørgsmålet er så hvad der er mest socialt (eller mindst asocialt): At sidde sammen i hver sin verden, eller at sidde hver for sig i samme verden.

Jeg ved godt hvad mit svar er. Hvad er dit?