Lyd fra Forskningens døgn – LARM i Rundetårn

June 14, 2012 | Posted by | Category: events larm-begivenheder

Flere LARM-forskere holdt oplæg ved LARM’s Forskningens døgn-arrangement i Rundetårn. Det er der kommet et par indslag ud af. Der kommer løbende flere til, og vi lægger dem i det her indlæg og på LARM Radio, hvor du også kan høre andre spændende indlæg.

DET ER IKKE DET DU SIGER…., Jacob Thøgersen

Radioen er fyldt af sprog. Meget er monologer – fx nyhedsoplæsning – men det meste er samtaler. En stor del af samtalerne er ”big talk” – politiske interviews og debatter – men af og til er der også plads til den mest dagligdags af alle samtaler, ”smalltalk”. Smalltalk kan opfattes som en samtaleform som vi i fællesskab administrerer, så farlige emner undgås og lurende problemer behændigt afværges. Medierne har altid haft deres andel smalltalk, men ét program må særligt fremhæves: ”De ringer, vi spiller” sendtes i en ubrudt periode fra 1968 til 2006. I dette oplæg spilles eksempler fra programmet, og vi ser på nogle af de værktøjer som Jørn Hjorting, og alle vi andre, bruger for at få den komplekse samtale til at virke så upåfaldende simpel. Især ser vi på hvor vigtigt det vi ikke siger – pauserne – er og hvor meget man kan sige uden at sige noget.

BYENS LYD, Jacob Kreutzfeldt

Byens lyd som scene og som kompositionsprincip. Om radioreportagen fra 1936-1966 Jacob Kreutzfeldt, postdoc, LARM og Københavns Universitet Reportager fra storbyen er en udfordrende radiogenre. I modsætning til radiostudiet byder byen på ukontrollerede lyde og begivenheder, der skal beherskes af reporteren. Hvilke teknikker er der blevet brugt til at skildrebyrum gennem tiden? og hvordan spiller den teknologiske udvikling ind på fremstillingen af byen? I oplægget præsenterer Jacob Kreutzfeldt klip fra en række reportager fra København i perioden 1936 til 1966 og giver et indblik i sin forskning om relationen mellem stemme, teknologi og bylyd.

BØRNEREPORTEREN OG RYDNINGEN AF BYGGEREN, Erik Granly

Børnereporteren og rydningen af Byggeren Erik Granly Jensen, lektor, LARM og Syddansk Universitet Kampen om det offentlige rum og adgangen til massemedierne har været et tilbagevendende emne siden de æterbårne massemedier blev en del af hverdagen i 1920’erne. Med de politiske strømninger og ny-orienteringer i 1970’erne ændrede forestillingerne om adgangen til det offentlige rum sig. En indgang til denne diskussion findes i rydningen af byggelegepladsen Byggeren på Nørrebro i 1980, hvor almindelige borgere sloges med politiet i Københavns gader om retten til selvorganisering. Oplægget vil tage udgangspunkt i en reportage fra Byggeren sendt i Børneradio-weekend i 1980 og diskutere, hvordan kampen om det offentlige rum her kommer til udtryk, og hvilken rolle massemedierne spiller i den sammenhæng.

STEMMEN I RADIOEN, Anna Lawaetz

Stemmen i Radioen Anna Lawaetz, Ph.d.-stipendiat, LARM og Københavns Universitet Radiostemmen som kulturelt fænomen er under 100 år gammel. Formen, at en udefrakommende stemme penetrerer intimsfæren, har radikalt ændret forholdet mellem det offentlige og det private rum. Derfor er det interessant at undersøge hvilken æstetik, der ligger i radio-talens flygtige udtryk når den trænger ud gennem højtaleren. Muligheden for radiotransmission er en teknologisk landvinding – og det er i samspil med ingeniører at radioens akustiske identitet skabes: Lyden af stemmerne, musikken og lydene. Radioens stemme en teknologisk medieret stemme – og hvad betyder det helt konkret for udtrykket? Anna Lawaetz demonstrerer lydmanipulationer fra sit forskningsprojekt, der tydeliggøre teknologiens rolle for stemmens udtryk.


Participate by adding a comment

Registered users can log in here